tirsdag den 25. januar 2011

Foredrag og Film

Foredrag og film på Osted Kro onsdag den 26. januar, 2011

Reservér dagen NU !

Onsdag d. 26. januar afholder Scandinavian Tuna Club foredrags- og filmaften på vores "hjemmebane" Osted Kro.

Det bliver et tilløbsstykke for alle med hang til store og stærke saltvandsfisk!

Scandinavian Tuna Club – i daglig tale Tunklubben – er en godt 60 år gammel forening, der udsprang af det dengang fantastiske Øresundsfiskeri efter blåfinnet tun.

Desværre er det længe siden, den sidste store tun blev fanget i Sundet, så klubbens medlemmer har i dag fokus rettet mod en hvilken som helst destination i verden, hvor der er mulighed for at opleve en fight med havenes giganter.

Det kan være på alt fra traditionel trolling efter marlin og sejlfisk over medefiskeri efter tun til kraftigt spinnefiskeri efter alle slags af store hurtigsvømmere.

På vinteraftenen d. 26. januar vil der blive fokuseret på hhv. big game fiskeri og popperfiskeri:

New Zealænderen Marty Bates er ikke hr. Hvem-som-helst, når det gælder big game fiskeri. Han har fisket som mate på et række af de bedste big game både i New Zealand, Australien, Hawaii, Azorerne, Ghana, Ascension Island, Bahamas, North Carolina og senest Kap Verde.

Alt i alt anslår Marty, at han har været med til at lande lige omkring 2000 marlin, heraf alene på Kap Verde omkring 700 blue marlin. Mon ikke Marty har et og andet at fortælle aftenens gæster?

Efter en kort pause fortsætter vi aftenen med en kort snak om det såkaldte popperfiskeri og derefter er der premiere på en spritny film fra Panama. Filmen er fiskeaction, når det er bedst, og der fiskes med store popperwoblere i overfladen efter bomstærke roosterfish og enorme cubera snappers, der kun kan landes efter de drabeligste kampe og ti kilos bremsetryk på det kraftige spinnegrej!

Alle er velkomne til en aften, hvor drømmene kan få frit løb i vintermørket.

Praktiske oplysninger: Osted Kro, Hovedvejen 151B, Osted, 4000 Roskilde

Tidspunkt: Fællesspisning (stegt flæsk) fra kl 17, foredrag starter kl 18.45. Eventuel deltagelse i fællesspisning oplyses ved tilmelding. (kr. 115,- pr. person)

Tilmelding: Hvidovre Sport, tlf. 36 75 13 15

Pris (ekskl. eventuel spisning): 75 kr for ikke medlemmer, gratis for medlemmer af foreningen. (man kan indmeldes ved indgangen)

Arrangementets formål er, udover at dyrke vores fælles interesser for store og stærke saltvandsfisk internt i klubben, at invitere potentielle nye medlemmer og give dem en smagsprøve på vores fællesskab.

mvh

http://www.tunaclub.dk

Bjarne Lehné

1 kommentar: