tirsdag den 4. maj 2021

Møn 30 April 2021

Endelig lykkedes det at finde en vejrudsigt der matchede en weekend, hvor kalenderen tillod en fisketur på Møn.

Under normale omstændigheder var jeg nok taget en tur til Sverige efter trækkende Laks på denne tid af året, men som tiden er i øjeblikket med Corona og krav om karantæne ved hjemkomst, så må Møn få lidt opmærksomhed i stedet

Det er som sådan også okay, da Møn leverer fantastisk fiskeri i øjeblikket - formentlig pga. en fortsat lav vandtemperatur.

Vejrudsigten blev selvfølgelig ændret i sidste minut til hård vind fra Nord hele natten, med aftagende vind helt ned til nul m/s ved 11 tiden. Planen blev så at køre til Klintholm i løbet af formiddagen, sejle ud ved 11 tiden og fiske til lukketid i det lækre vejr.


Da jeg ankom til Klintholm var der stadig godt fart på vinden, men den skulle jo aftage ganske drastisk, så jeg var ved godt mod. Jeg havde også talt med Per Kruez der allerede var på vej ud og han kunne melde om sø, men ikke umuligt. Der var også en del andre både der havde fået samme idé som mig, men det er altid rart med andre både på vandet, når man fisker Møn.



Jeg afgik fra Klintholm 11.20 og jeg kunne plane hele vejen ud, men som forventet var der meget gammelsø da jeg rundede klinten og hovedparten af bølgerne kom rullende fra øst, så det var lige på og hårdt. Meyer den godt 20 år gamle Drago 570 med dens skarpe V-bund klarede det til UG, trods dens beskedne størrelse og vægt.

Efter en hård tur på 1,5 time kunne jeg sætte grej i ok vejr og allerede da jeg er ved at køre den tredje sideplaner ud med en Hybrid i farve 408, hugger en Laks - Det kan vi godt li´ :-D og da jeg ikke rigtig har noget grej ud, går fighten let og elegant og en 6 kgs laks bliver hurtig nettet.


Jeg får sat resten af grejet og bliver selvfølgelig i området og efter en halv times tid hugger en laks på en Hybrid i Schlüter farven i 60 fod. Jeg rydder den ene side, men da fisken kommer til båden, vil den rigtig gerne over i den anden side, hvor Dipsyén står lidt i vejen (Den plejer jeg ellers også altid at rydde) Men den går heldigvis fint og en tyk 7 kgs laks med løse skæl rammer dørken.

Jeg holder mig selvfølgelig i samme område, men det går lidt i stå. Pludselig kommer der en MOB (Mand Over Bord) på skærmen og MOB-waypoint kommer frem på en af vindmøllerne. Jeg finder hurtigt kikkerten frem og kan se at der ligger en supply båd inde ved møllerne der sejler rundt, så jeg afventer på kanal 16 før jeg gør yderligere. Team Kruez tog beslutningen at hive grejet og sejle derind. Det viste det sig at det var en arbejdsmand på vindmøllen der ved en fejl havde aktiveret sin MOB på sin redningsvest, så heldigvis var det falsk alarm. 

Respekt Per og Jan i Team Kreuz for hurtig udrykning!

Lidt senere ser jeg en god laksebue på HDSén og kort efter hugger en 8 kgs laks på en Løje i 80 fod. Lækker fight og flot fisk. og efter 4 timers fiskeri er der 3 fine fisk i kassen. Fine spisefisk, meeeen som altid vil man jo gerne have lidt mere størrelse på. Men mange både meldte om sløvt fiskeri, så jeg var selvfølgelig tilfreds.



Solkongen meldte på VHFén ind med en Laks på 12 kg, ellers hørte jeg ikke om nogen over 10 kg.

Vejret var gået hen og blevet havblik, hvilket jeg overhovedt ikke havde forventet med tanke på nattens vejr. Men det var sgu lækkert.

Jeg drejede rundt og tog det sidste træk ind over området inden jeg ville trække grej ved 19 tiden og der kom lige en lukkehug på en Mini Hybrid i den nye farve "Guldsmeden" som også havde givet en undermåler tidligere på dagen.

Alt i alt en dejlig dag på Laksebankerne ved vindmøllerne på Krigers flak med end vejrudsigt der endte langt bedre end forventet.

Dagens fire agn, der gav 5 Laks




Ingen kommentarer:

Send en kommentar